En mindre operation i lokalbedøvelse tager som regel 30-60 min. og foregår på én af vores operationsstuer. Den forløber oftest ved, at kirurgen indtegner det område der skal opereres. Derefter bliver der lagt lokalbedøvelse, og området bliver afvasket og afdækket sterilt. Du er vågen under hele operationen. Når såret er syet sammen igen får du en forbinding på og kan gå hjem. Der kan komme lette smerter, når lokalbedøvelsen fortager sig.
FØR din operation skal du:
- Holde pause med fiskeolie i 2 uger
- Aftale med kirurgen, hvor længe du skal holde pause, hvis du tager blodfortyndende medicin
- Tage din øvrige vanlige medicin
- Spise og drikke som du plejer
EFTER din operation skal du:
- Tage det roligt et par dage. Du må gå rundt i almindeligt tempo og skal ikke ligge i sengen
- Hvis du er opereret på hovedet – holde hovedet højt og sove med en ekstra hovedpude et par dage
- Ved ømhed kan tages Panodil, 2 stk. højst 4 gange i døgnet
- Du må brusebade efter 24 timer og duppe såret tørt
- Plastret kan tåle vand og skal sidde til trådene fjernes
- Tråde skal fjernes hos din egen læge/sygeplejerske med mindre andet er aftalt med kirurgen
- Ved mistanke om infektion skal du kontakte egen læge
- Beskytte ar mod sol det første år for at undgå permanent misfarvning
- Svar på vævsprøver kommer efter ca. 2 uger. Du får svar fra kirurgen, hvis der er noget ondartet eller uventet i din prøve. Du kan også finde svaret på dine prøver på Sundhed.dk og hos din egen læge
- Hævelse og blå mærker er typisk væk efter 1-2 uger
- Føleforstyrrelser forsvinder oftest i løbet af 6-12 måneder
- Ar er rødlige og faste de første måneder og bliver blødere og mindre synlige efter et års tid
- Ar på ryggen og brystbenet har tendens til at blive brede