Information

Lokalbedøvelse

Det er vigtigt, at du gennemlæser og forstår de relevante dokumenter, før du giver dit samtykke til et indgreb.

Information

Forberedelse til operation i lokalbedøvelse

Når der laves aftale om operation i lokalbedøvelse, bør alle patienter læse følgende anbefalinger for at minimere risikoen for komplikationer:

Medicin: Du må gerne tage din vanlige medicin, medmindre andet er aftalt med lægen. Evt. astma-spray medbringes til klinikken, også selvom man ikke bruger den ofte. Inden operationen skal der ofte holdes pause med blodfortyndende medicin, fx medicin mod blodpropper (AK-behandling), acetylsalicylsyre samt naturmedicin som fx fiskeolie, Q10, E-vitamin, hvidløg, ingefær og ginseng. Det er individuelt i hvor lang tid før operation man skal holde pause med blodfortyndende medicin. Det vil kirurgen rådgive om.

Påklædning: Hav løstsiddende tøj på på operationsdagen, gerne en bluse med knapper foran, for at undgå at den skal over hovedet.

Personlige genstande: Ur, smykker, piercinger og lignende efterlades hjemme. Briller, høreapparater og tandproteser medbringes til hospitalet. I tilfælde af operation i ansigtet, undlad at tage kontaktlinser på operationsdagen.

Rygning: Rygning giver større risiko for dårligere sårheling og infektioner. Vi anbefaler derfor på det kraftigste, at du er rygefri i mindst 2 uger inden og i mindst 2 uger efter operationen, for at fremme helingen samt reducere risiko for blødning, misfarvninger, infektion og i værste fald
vævsdød.

Du må gerne bruge nikotin-erstatninger som fx tyggegummi og plaster.

Bad: For at mindske risikoen for infektion bedes du aftenen før operationen eller samme morgen vaske krop og hår grundigt. Du bedes efterfølgende at undgå olier eller bodylotion, da det gør optegninger af operationsområdet vanskeligere og gør, at desinfektionen af operationsstedet ikke bliver optimal. Hvis du skal opereres i ansigtet må du ikke bruge make-up.
Spisning: Du må både spise og drikke normalt før operationen

Operationsdagen

På operationsdagen vil kirurgen gennemgå proceduren for operationen og tegne på huden som guide til operationen.

På operationsstuen sprøjter lægen lokalbedøvelsen omkring området, der skal opereres. Efter ca. 5-10 minutter er området bedøvet, og der kan gennemføres operation uden at du mærker smerter.

Ved operationens afslutning bliver der sat plaster/tape på arret og derover en let forbinding. Når operationen er overstået vil du være i stand til at sidde og stå på egne ben. Du vil efter operationen være under opsyn nogle timer eller natten over på hospitalet, afhængig af operationstypen. Ved udskrivelsen får du udleveret din operationsbeskrivelse, som indeholder operationskoder, opsummering af operationen, information om medicin og tidspunkt for aftaler om kontrol på hospitalet. Desuden vil der være kontaktoplysninger til kirurgen, som kan kontaktes de første 24 timer, hvis der er behov.
Der bliver evt. udleveret smertestillende medicin ved behov. Patienten skal selv sørge for at have
almindelig paracetamol derhjemme.
I visse tilfælde vil der blive lavet en recept på forebyggende antibiotika.

Hjem igen

Kørsel: Man må normalt ikke selv køre bil, motorcykel eller cykel på vej hjem efter en operation. Derfor skal patienten arrangere at blive kørt hjem fra klinikken. Dog kan man selv køre, hvis operationen var ganske lille og der ikke er indskrænket bevægelighed i forhold til før operationen.

Opsyn: Det er vigtigt at have en voksen person hos patienten i det første døgn.

Forsyninger: Der skal være køkkenforsyninger i hjemmet til et par dage. Ved operation i ansigtet kan kirurgen somme tider ønske, at patienten undgår hårde eller meget varme fødeemner det første døgn.

Ved behov for særligt kompressionstøj eller afkøling efter operationen, skal disse særlige produkter i samråd med hospitalet skaffes inden operation/behandling.

Undgå at indtage alkohol i den første uge efter operationen.

Undgå rygning i 2 uger efter operationen.

Medicin: Al vanlig medicin kan genopstartes 24 timer efter operationen.

Smerter: Lokalbedøvelsen virker 1-4 timer. Lægen giver anbefaling om smertestillende medicin og eventuelle antibiotika. Efter operationen anbefaler vi, at man tager paracetamol (Pamol / Panodil etc.) som smertestillende. Sørg derfor for at have paracetamol i hjemmet. Et stærkere morfin-præparat udleveres fra klinikken ved behov. Vi anbefaler, at du ikke tager acetylsalicylsyre, da det kan øge risikoen for blødning og misfarvning.

Plaster og bandage: Operations-ar er ofte dækket af 3M plaster, som må blive siddende indtil trådene fjernes. Støttebandage beholdes iht. vejledning til den specifikke operation.

Bad: Operationsområdet må brusebades efter 24 timer. Man må ikke gå i karbad, svømmehal eller havvand før sårene er helede. Lad plastret (3M) sidde ved brusebad og dup det tørt med et rent håndklæde. Hvis plastret falder af ved et uheld, er det ikke nødvendigt at dække arrene med et nyt
plaster.

Tråd-fjernelse: Der gives særlig vejledning vedrørende tråd-fjernelse. Dette sker ofte hos egen læge, men i særlige tilfælde gøres det her på hospitalet, fx ved meget tynde tråde i ansigtet.

Ar-pleje: Beskyt ar mod sollys i op til 1-1½ år. Der kan anvendes solcreme eller tøj. 3M plaster kan anvendes over arret i op til 3 mdr. og skiftes ved behov, men helst højst en gang om ugen, så arrene får ro til at hele.

Ar kan desuden behandles med IPL-Laser på hospitalet, efter aftale.

Sygemelding

Hvis der er behov for sygemelding efter operationen, kan du oftest genoptage dit arbejde når trådene er fjernet. På det tidspunkt kan du som regel også begynde at dyrke let motion. I mange tilfælde kan du dog godt passe dit arbejde dagen efter en mindre operation.

Tag kontakt til os

Vi booker dig ind så hurtigt som muligt